Sushi

Hermafrokat

Med jævne mellemrum tar vi en aflægger fra når katten får killinger. Vi tager altid hun-killinger, for vi ønsker at gemme typen, en lille størrelse huskat, og det har efterhånden lykkedes siden vi fik den første i 1990.

Der var to hun-killinger i kuldet. Den ene en tydelig hun. Den anden mere diffus, men denne var også mindst, så det hang jo nok sammen.

Igennem de to killingers opvækst var der intet at bemærke. Først da søsteren flyttede hjemmefra (til et godt hjem, selvfølgelig) begyndte en sær opførsel.

Da mor-missen kom i løbetid og haven fyldtes med hankatte, var vores unge hun-killing altid først på pletten og så næsten ud som om hun jublede af lykke. Pjanket var hun, og ville lege med morderens bejlere, men de havde ikke tid til at værdige hende ret meget opmærksomhed. Det undrede mig en del. Sådan havde jeg aldrig set en af vores killinger gøre før. Og hvorfor kom killingen ikke i løbetid, når dens søster gjorde? Og så var der tilvæksten. Killingen var så afgjort ikke en lille størrelse og det var også underligt. Den første i mange mange år, men jeg tænkte, at generne for størrelse måtte være dominerende hos den hankat som havde leveret sæden og jeg besluttede at hun skulle steriliseres.

For nyligt sprang den unge kat op på mit skød til en morgenkæletur. Der var noget der skulle slikkes rent i anus og jeg syntes ikke lige timingen var fedest.
Men katten insisterede og jeg måtte så hellere kigge efter om der sad noget klamt, for så var det slut med kæleriet på mit skød.

Og hvad der mødte mit øje var ikke til at tage fejl af. Overhovedet ikke.
Men ikke desto mindre var min hjerne straks på vej ud i en bortforklaring om deforme kønsorganer.
Jeg greb mobilen og tog et billede af killingens lyserøde kattetissemand. "DET GJORDE DU IKKE!!", udbrød en teenager senere, da jeg fortalte om det. Tror han følte sig lidt indigneret på kattens vegne.

Befippet fik jeg katten på gulvet og sad så og gloede længe på det foto jeg havde taget. Stille og roligt faldt brikkerne på plads, dem alle, og jeg bød den nye hankat velkommen i familien.

Men Tiger-Lilly hedder den ikke mere.

Klik på linket og nyd dem

http://www.guardian.co.uk/world/gallery/2012/feb/14/underwater-dogs-pictures#/?picture=385913198&index=0

Milde makrel... vinter!

Vi havde lige taget hul på januar

2012. Ifølge kalenderen var vi midt på vinteren.
På Facebook postede en ven et foto af en julerose i blomst og jeg gik en tur i haven for at se, om mine også var sprunget ud. 


Mine juleroser var kun lige nået op over jordskorpen og der var laaang tid til blomst i dem. Til gengæld var der masser af blomster og grønne blade i haven. Der var faktisk overraskende mange, men særligt roserne var flot store.


I virkeligheden havde vi ikke rigtig smagt vinter endnu, vi havde prins vinter med hans mælketænder boende udenfor vinduerne, men få dage efter jeg tog billederne af blomsterne, viste kong vinter imidlertid tænder. For os som elsker diamanter og alt der minder om dem, er frost en rigtig god ting og jeg fik endda fanget lidt med kameraet. Frosten er på retur nu og forhåbentlig er frøken forårs milde vinde lige om hjørnet.

Billi Bi: 43600

Helle, besked fra din underbevisthed: "Køb disse sko... du kender skomærket og din størrelse og du mangler virkelig sko og særligt beige sko".

Billi Bi: 43600 fra Brandos.dk

Snapshots fra (mo)bil

Det er svært at sidde og skrive om snapshots når der ruller en krigsfilm hen over skærmen på væggen. Filmen er autentisk og med Mel Gibson. Jeg har ikke fulgt med, blot kastet et blik ind imellem, mens jeg sad og redigerede i det grafiske på bloggen her. Filmens historie er nået til alle de telegrammer hæren sendt ud til de stakkels enker, og viser hvor barsk det var at få dem, for det de frygtede allermest skete pludselig.
Jeg kan godt følge dem, har selv haft min mand i krig, ganske vist i ex-Jugoslavien, og kun i et halvt år, men det var krig, og jeg var ekstremt lettet, da han kom hjem igen. 

Nu er vi kommet til en blodig og meget detaljeret krigsscene, og jeg kigger med vilje slet ikke på skærmen.

Snapshots fra bil er blevet en ny fotodisciplin efter jeg har fået en iPhone at gøre godt med. Selvfølgelig fordrer det, at nogen kører bilen, jeg har livet for kært til at forsøge med begge dele selv. Men det kaster nogle sjove billeder af sig, og indimellem også nogle gode sky-billeder, som man jo aldrig bliver træt af at se på. Men mest af alt giver det et indtryk af farveforskelle i landskabet da det primært er dét som får mig til at tage billederne. Og så selvfølgelig efterbehandlingen på nogle af de APPs jeg har installeret på telefonen, det er også rigtig sjovt.

...åh, der kom jeg til at kigge op, damn... lige i det øjeblik en soldat mistede benene, huden på hovedet og derefter livet... jeg er ikke vild med de blodige detaljer. Virkelig ikke. Og det er bl.a. derfor The Gladiator er en af mine yndlingsfilm. Den overlader de værste detaljer til fantasien, hvad angår blodsudgydelser. At der så er andre ting i den film der er barske er en anden sag, men god er den i hver fald.

Så er vi nået til vejs ende i filmen og jeg har egentlig heller ikke mere at sige om mobile snapshots andet end, at det kan anbefales.