Der var to hun-killinger i kuldet. Den ene en tydelig hun. Den anden mere diffus, men denne var også mindst, så det hang jo nok sammen.
Igennem de to killingers opvækst var der intet at bemærke. Først da søsteren flyttede hjemmefra (til et godt hjem, selvfølgelig) begyndte en sær opførsel.
Da mor-missen kom i løbetid og haven fyldtes med hankatte, var vores unge hun-killing altid først på pletten og så næsten ud som om hun jublede af lykke. Pjanket var hun, og ville lege med morderens bejlere, men de havde ikke tid til at værdige hende ret meget opmærksomhed. Det undrede mig en del. Sådan havde jeg aldrig set en af vores killinger gøre før. Og hvorfor kom killingen ikke i løbetid, når dens søster gjorde? Og så var der tilvæksten. Killingen var så afgjort ikke en lille størrelse og det var også underligt. Den første i mange mange år, men jeg tænkte, at generne for størrelse måtte være dominerende hos den hankat som havde leveret sæden og jeg besluttede at hun skulle steriliseres.
For nyligt sprang den unge kat op på mit skød til en morgenkæletur. Der var noget der skulle slikkes rent i anus og jeg syntes ikke lige timingen var fedest.
Men katten insisterede og jeg måtte så hellere kigge efter om der sad noget klamt, for så var det slut med kæleriet på mit skød.
Og hvad der mødte mit øje var ikke til at tage fejl af. Overhovedet ikke.
Men ikke desto mindre var min hjerne straks på vej ud i en bortforklaring om deforme kønsorganer.
Jeg greb mobilen og tog et billede af killingens lyserøde kattetissemand. "DET GJORDE DU IKKE!!", udbrød en teenager senere, da jeg fortalte om det. Tror han følte sig lidt indigneret på kattens vegne.
Befippet fik jeg katten på gulvet og sad så og gloede længe på det foto jeg havde taget. Stille og roligt faldt brikkerne på plads, dem alle, og jeg bød den nye hankat velkommen i familien.
Men Tiger-Lilly hedder den ikke mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar