fredag den 27. januar 2012

Snapshots fra (mo)bil

Det er svært at sidde og skrive om snapshots når der ruller en krigsfilm hen over skærmen på væggen. Filmen er autentisk og med Mel Gibson. Jeg har ikke fulgt med, blot kastet et blik ind imellem, mens jeg sad og redigerede i det grafiske på bloggen her. Filmens historie er nået til alle de telegrammer hæren sendt ud til de stakkels enker, og viser hvor barsk det var at få dem, for det de frygtede allermest skete pludselig.
Jeg kan godt følge dem, har selv haft min mand i krig, ganske vist i ex-Jugoslavien, og kun i et halvt år, men det var krig, og jeg var ekstremt lettet, da han kom hjem igen.
 

Nu er vi kommet til en blodig og meget detaljeret krigsscene, og jeg kigger med vilje slet ikke på skærmen.

Snapshots fra bil er blevet en ny fotodisciplin efter jeg har fået en iPhone at gøre godt med. Selvfølgelig fordrer det, at nogen kører bilen, jeg har livet for kært til at forsøge med begge dele selv. Men det kaster nogle sjove billeder af sig, og indimellem også nogle gode sky-billeder, som man jo aldrig bliver træt af at se på. Men mest af alt giver det et indtryk af farveforskelle i landskabet da det primært er dét som får mig til at tage billederne. Og så selvfølgelig efterbehandlingen på nogle af de APPs jeg har installeret på telefonen, det er også rigtig sjovt.

...åh, der kom jeg til at kigge op, damn... lige i det øjeblik en soldat mistede benene, huden på hovedet og derefter livet... jeg er ikke vild med de blodige detaljer. Virkelig ikke. Og det er bl.a. derfor The Gladiator er en af mine yndlingsfilm. Den overlader de værste detaljer til fantasien, hvad angår blodsudgydelser. At der så er andre ting i den film der er barske er en anden sag, men god er den i hver fald.

Så er vi nået til vejs ende i filmen og jeg har egentlig heller ikke mere at sige om mobile snapshots andet end, at det kan anbefales.
 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar