onsdag den 5. oktober 2011

Match made in heaven


"Det er ikke til at tro"... "Det er for godt til at være sandt"... "Jeg drømmer"... men det er rigtigt!

Skoene på billedet her har jeg kigget på i mange timer. Faktisk er jeg ikke vild med overpyntede sko, de skal helst være så enkle som muligt, men der var nu noget magisk og dragende ved disse. De kunne købes til £80 eller $48. Jeg valgte dollaren og satsede, og bestilte dem.

Der kom godt nok et par mails om, at nu var de afsendt, men det gør der jo altid når man køber via nettet. I dag kom de så med UPS. Kun to dage efter jeg trykkede på enter... Utroligt!

Det mest fantastiske var dog, at skoene passer perfekt, de er dejlige at have på fødderne og farve og facon passer super godt til mine fødder. Og pynten er ikke for meget, men lige tilpas. De er nøjagtig så lækre og fede som de så ud til at være på billedet på nettet.

Morale: Det kan godt lade sig gøre at købe fantastiske sko på nettet som ikke skal byttes!

mandag den 3. oktober 2011

Stol på gaden


På bytur i Århus en sommeragtig lørdag sidst i september, mødte jeg en stol. Den stod placeret ud mod fortorvet som om dens ejer havde siddet og kigget på trafik og forbipasserende mennesker og kun lige var gået et ærinde, måske for at hente sig en kop kaffe.

Men i takt med at alle indtryk omkring stolen lagrede sig i min bevidsthed og især stolens forfald, blev jeg mere og mere sikker på, at stolen ikke ventede på sin ejer, men på en skraldebil på mission af storskraldskarakter. 

Hvad stolens historie så end var, var det indtryk som gjorde størst indtryk farverne. Stolen og muren var så god en modsætning, at min puls steg. Længe leve min iPhone, som altid er klar til at forevige alt hvad jeg ber´ den om og længe leve alle de apps, som gør iPhonelivet meget sjovere.